Når jeg ser på et af mine tidligere portrætter som det af Lise Meitner, og sammenligner det med et nyere som portrættet af Gala Dali, mærker jeg at der er sket noget i mit arbejde. Dengang var jeg optaget af at nærme mig motivet forsigtigt, næsten ærefrygtigt, eller som en samtale i stilhed – med al min usikkerhed, men også med dyb respekt for mit ønske om at hylde kvinder.

I dag tør jeg bruge farverne mere ekspressivt og gå tættere på. Jeg prøver ikke i lige så høj grad at male “korrekt”, men snarere mere ærligt og sansende. Måske er jeg stadig i gang med at finde min stemme – men jeg tror, at jeg er begyndt at stole på at den findes.

Der er stadig tvivl om sårbarhed i min proces, men også mere mod. Og det vil jeg gerne blive ved med at undersøge.